O.D. OTTESEN OG DEN TVETYDIGE IDYL
Den sønderjyske maler Otto Diderich Ottesen (Broager 1816-1892) høstede stor anerkendelse i sin samtid for sine smukke malerier af blomster. Efter kunstnerens død visnede hans eftermæle dog langsomt hen sammen med blomstermaleriet, der blev en udskældt og nedgjort genre.
Den forskningsbaserede udstilling og ledsagende bog er det første forsøg på at revurdere synet på kunstneren og hans virke. O.D. Ottesens malerier er nemlig meget andet og mere end smukke roser og poetiske, idylliske buketter. I flere værker udfordrer han det traditionelle blomstermaleri med overraskende og usædvanlige kunstneriske greb, hvad enten det drejer sig om symboler, beskæring, komposition eller motiv og man inviteres ind i en smuk og foruroligende tvetydig idyl.
I de sidste mange årtier har blomstermaleriet i bedste fald været anset som forældet og uden indhold. I værste fald som kitsch. I Ottesens tilfælde skal man dog ikke tage fejl. Der gemmer sig skarpe samfundskritiske holdninger bag en tilsyneladende harmløs skovsø med en rovfugl. Et nutidigt blik vil sikkert se kitsch, men samtiden mærkede tilsyneladende en aldrende naturforkæmpers skarpe pensel.
Nok var Ottesen af omstændighederne tidligt tvunget til at tage til takke med ”tarvelige Vinterfrugter” og et deraf tidligt etableret ry som blomstermaler, men inden for dette begrænsede felt formåede han alligevel at favne en forbavsende alsidighed. Med nutidens negativt farvede blik kræves der ganske vist hjælp til den afkodning, der i samtiden gav hans billeder indhold og ’følelse’, men selv uden redskaber aner man hurtigt en kunstner, der eksperimenterede med både beskæringer og synsvinkel ud over det sædvanlige. Han trækker på adskillige kulturelle og ikonografiske referencer efter forgodtbefindende, om der så er tale om fotografiet eller nederlandske forbilleder, og det står hurtigt klart, at selvom fællesnævneren nok er blomster, skaber han ikke entydige læsninger i sine værker. Han maler klassiske opstillinger inspireret af forbillederne med mere eller mindre tydelige metaforer. Han ofrer lige så meget opmærksomhed på ukrudt som på pryd og skildrer uprætentiøse planter i deres naturlige omgivelser.
